Dato: 26/07/2018 - Skrevet af: Mette Bæk
Video er en effektiv kommunikationsform, som er et populært medie med mange muligheder. I stedet for at lave en fin PDF, så brug et levende medie som videoen til at dele viden, informere og fortælle om din virksomhed.
Du kan enten vælge at hoste dine videoer selv. At selv-hoste betyder, at du lægger videoen op på din hjemmeside, som en fil, ligesom du ville gøre med et billede. Du kan også vælge at lægge dine videoer på Youtube.
Efter Google er Youtube den næststørste søgemaskine i verden, hvor der bliver set 5 milliarder videoer om dagen. Derfor får dine videoer mere synlighed online, hvis de ligger på Youtube, fremfor du hoster dem selv. Hvis du selv-hoster dine videoer, så kan de kun findes på din hjemmeside og det giver ikke så meget synlighed. Du begrænser faktisk, hvor mange mennesker dine videoer kan nå ud til. Bare fordi du vælger at lægge dine videoer på Youtube er det ikke ensbetydende med, at du ikke kan have dem på din hjemmeside også.
De fleste har oplevet, at der ved en Google søgning også kommer videoer fra Youtube frem i søgeresultaterne. Det er fordi Google ejer Youtube. Derfor bør du arbejde med at få dine videoer til at rangerer så højt som muligt, da det resulterer i mere synlighed på begge platforme.
Læs videre og hør mere om, hvordan du gør.
Ligesom du kan optimere din hjemmeside til at rangere højere på Google, kan du også optimere dine videoer til at rangere højere. Mange af elementerne er endda de samme.
Når du har uploadet din video til Youtube, skal du give den en titel, en beskrivelse og nogle tags. I alle tre sektioner skal du fokusere på de søgeord, du gerne vil findes på. Titlen på din video skal være informativ og lækker. Den skal være fokuspunktet og give folk lyst til at se din video.
Din video skal også have en beskrivelse. Her kan du skrive en dybdegående beskrivelse af din video. Beskrivelsen giver dig mulighed for at komme med flere detaljer om din video, som er til gavn for brugeren og Google. Du skal bare være opmærksom på at det kun er de første 140 anslag, som tages med. Dog bliver hele beskrivelsen læst af Google.
Så kommer vi til tags. De fungerer lidt ligesom keywords gjorde på Google for nogle år siden. Keywords er en slags søgeord, du gerne vil findes på, som du kan koble sammen med din video. Det vil sige, hvis nogen bruger et af de keywords, du har sat på din video, så bør du rangere bedre for den søgning. Keywords tæller dog ikke lige så meget med i vurderingen af videoen som titlen og beskrivelsen, men vi anbefaler stadig, at du udnytter keywords potentiale.
Det er vigtigt, at du ved, hvilke søgeord dine kunder og mulige kunder bruger, når de skal finde produkter og information indenfor dit område.
Bruger du anderledes ord og vendinger, end dem dine kunder bruger, bliver du ikke fundet. Der er flere forskellige måder, hvorpå du kan finde ud af, hvilke søgeord, som bliver brugt.
Hvis du har koblet Search Console til din Google Analytics kan du se, hvilke søgeord din hjemmeside i forvejen bliver fundet på. Inde på Google Analytics finder du søgeordene under menupunktet ’Anskaffelse’, så klikker du på undermenuen ’Search Console’ og derefter ’Forespørgsler’. Her kan du se, hvilke søgeord dine besøgende har brugt, for at finde din hjemmeside.
En anden mulighed er at søge i Youtube. Ligesom Google kommer Youtube med forslag til dine sætninger, med allerede søgte sætninger. Det vil sige, at det er vendinger som andre mennesker allerede har søgt på.
Tredje mulighed lægger sig tæt op af sidstnævnte. Lav flere søgninger på Youtube omkring det emne din video omhandler og du kan se, hvilke søgeord der bliver brugt i de fundne videoer. Det giver dig en lang liste over mulige søgeord, du kan bruge. Det kan bl.a. også give dig et overblik over, hvad dine konkurrenter har gjort, hvis de altså har deres videoer på Youtube.
På Youtube kan du undersøge, hvor meget konkurrence søgninger og søgeord har. For eksempel vil jeg finde ud af, hvor meget konkurrence der er på søgningen ’Sådan plejer du dine læderstøvler’. Som du kan se på billedet nedenfor, så er der cirka 6.980 resultater på den søgning. Det vil sige, at min video om pleje af læderstøvler skulle konkurrere med 6.980 andre videoer.
Jo mere konkurrence søgeord har, jo flere skal du konkurrere med om at få din video vist. Derfor er der også større risiko for, at dine videoer bliver begravet blandt tusindvis af andre, hvis du fokuserer på for populære søgeord.
For at undgå at skulle konkurrere med tusindvis af andre videoer kan du gøre dine søgeord mere specifikke. En udfordring er dog, at jo mere specifikt et søgeord er, desto færre brugere søger på det. Så det er lidt af en balancegang.
Har du brug for hjælp til at rangere højere med dine Youtube videoer eller leder du efter sparing til dit SEO arbejde generelt, så er du velkommen til at kontakte os på 97 32 01 08 eller info@vestjyskmarketing.dk. Læs også vores blogindlæg om Videoannoncering på YouTube her.