Få konkrete tips til konverteringsoptimering

Få tilsendt vores whitepaper om konverteringsoptimering
"10 årsager til at din virksomheds hjemmeside ikke skaber leads!"

Gratis konverteringstips - tryk her

Vælg den rigtige social media platform

Vælg den rigtige social media platform

Dato: 27/04/2018 - Skrevet af: Mette Bæk

Hvilke sociale medier skal du vælge til din markedsføring?

Der er mange social media platforme at vælge imellem, og det kan være en jungle at finde rundt i, hvilke fordele og ulemper de har. Det er dog vigtigt, at du er bevidst om hvilke sociale medier du vælger til at markedsføre dine produkter, services og budskaber. Derfor giver vi dig et kort overblik over nogle af de mest relevante platforme.

 

Facebook

Facebook har det bredeste netværk af alle social media platforme, hvilket absolut er en fordel. Desværre kommer den fordel også med en ulempe. Netop fordi Facebook er så stort, er der også en vanvittig konkurrence. Alle er på Facebook! Derfor bliver brugerne af Facebook udsat for en stor mængde af både organiske opslag og betalte annoncer.

En anden ulempe er de nye algoritmeændringer, som Facebook har lavet. Mark Zuckerberg annoncerede, at fokusområdet for Facebook i 2018 ville være at sikre, at den tid vi bruger på Facebook, skal være tid brugt godt. Derfor bliver der skruet ned for annoncerne og de organiske opslag fra virksomheder til fordel for de personlige relationer. Dette gør det endnu sværere for dig at komme igennem til din målgruppe. Dog ser vi en tendens til, at det primært er medier der rammes. 

Man skal ikke glemme, at selvom der er meget konkurrence på Facebook, og der er kommet algoritmeændringer, så har Facebook stadig nogle af de bedste målretningsmuligheder tilgængeligt. Derudover kan du promovere nærmest hvilken som helst slags indhold; artikler, video, billeder etc.

Facebook bliver ofte brugt til kundeservice, brand awareness, story telling og betalt annoncering.  Hvis disse områder er et fokus for din marketingstrategi, så er Facebook en meget relevant platform for dig.  

 

Instagram

Instagram er en visuel social media platform, som er ejet af Facebook. Den er derfor meget egnet for virksomheder med stærke visuelle produkter. 59% af internetbrugere mellem 18 og 29 år bruger Instagram. Hvis din målgruppe er unge mennesker, er Instagram derfor en platform, som du kraftigt skal overveje.

En af ulemperne ved Instagram er, at hvis du ikke har et visuelt produkt, så er det som udgangspunkt begrænset, hvor godt Instagram vil virke for dig. Men med kreativitet og de rigtige ideer, kan man selvfølgelig skabe et visuelt univers om det meste. Derudover kan Instagrams algoritme også være en udfordring. Inden ændringen af algoritmen, var Instagrams feed kronologisk, ergo ens følgere så de nyeste opslag først. Sådan er det ikke mere. Instagrams algoritme belønner engagement og hvis dit opslag får mange likes, kommentarer og delinger, så signalerer det til Instagram, at dit opslag er af god kvalitet. Jo bedre kvalitet Instagram mener at dit opslag har, jo flere brugere vil dit opslag blive vist til. Det kan tage noget tid at få opbygget engagement, så dine opslag kommer ud til alle dine følgere og et bredere publikum.  

Som sagt er Instagram en relevant platform for dig, hvis din målgruppe er unge mennesker og dit produkt er visuelt stærkt.

 

Snapchat

71% af Snapchatbrugere er under 34 år gamle, så det er endnu en platform med et meget ungt publikum. Derudover er det også en platform med meget aktive brugere. Cirka 2/3 af de yngste brugere af Snapchat er daglige brugere.

Snapsnat er stort og de har lanceret en annonceplatform, som kan være interessant at arbejde med. På grund af alderen på målgruppen er Snapchat mest brugbart for B2C virksomheder. Hvis din virksomhed er B2B er det derfor begrænset, hvor meget du vil få ud af at benytte Snapchat til annoncering.

Fordelen ved Snapchat er, at konkurrencen er lav, derfor er prisen det også. Det giver mange muligheder, da du derfor kommer længere for dine annoncekroner. En ulempe er dog, at mulighederne for at målrette dine annoncer på Snapchat ikke så gode som på andre platforme. Det kan også være en udfordring at skaffe relevant trafik fra Snapchat, da den har en meget høj bouncerate. Man kommer videre fra annonce til hjemmesiden, ved at ’swipe’ opad, en forklaring på den høje bouncerate kan være at mange ’swiper’ op ved et uheld.

 

Youtube

Youtube er ikke bare en social media platform, det er også en søgemaskine. Næst efter Google, er Youtube den mest brugte søgemaskine i verden. Der bliver set 5 milliarder videoer på Youtube om dagen.  

Der er mange fordele ved at bruge Youtube platformen. Du kan bl.a. lave en brand kanal, hvor alle dine videoer er samlet og så er Youtube også det perfekte sted for ’forklarings’- og ’how to’ videoer. Annonceringen billigere på Youtube sammenlignet med fx Facebook og AdWords.

En ulempe ved Youtube er, at videoproduktion kan være dyrt. Især hvis du lægger videoer op ofte, så er du nød til at producere videomateriale på fast basis. I forhold til eks. Facebook, har du på Youtube en bedre platform til at publicere lange videoer. Dette kræver dog, at du kan engagere dine følgere med dit indhold.

Youtube er en god platform, hvis du gerne vil drive trafik til dit website eller arbejde med brand awareness. Derudover har du gode muligheder med betalt annoncering, som kan fås billigere end på andre platforme.  

 

LinkedIn

LinkedIn kan kaldes det professionelle Facebook. Det er den ultimative B2B platform, hvor 40% af brugerne er aktive dagligt. En ulempe ved LinkedIn kan dog være, hvis du gerne vil bruge platformen til at sælge. LinkedIn er nemlig mere fokuseret på at udbygge netværk end salg. Dog kan LinkedIn bruges til at generere og pleje leads.

Fokusset på netværk gør platformen relevant både for dig og din virksomhed. Du kan bruge den til at udbygge dit professionelle netværk og ligeså kan din virksomhed. Netop denne netværksfeature gør LinkedIn meget relevant for din virksomhed, da den kan bruges til employer branding, samt oplægning af jobopslag.  

LinkedIn bliver set som den platform, der kan skabe kontakt mellem en virksomhed og en potentiel ny medarbejder. Derfor er værd at nævne, at den position nu bliver udfordret – af Facebook. Funktionen ’Facebook Jobs’ skal gøre det muligt at målrette et jobopslag til personer med bl.a. den rette uddannelse og joberfaring. Det blev introduceret i USA og Canada i 2017. På grund af den gode feedback bliver ’Facebook Jobs’ nu introduceret til 42 lande, heriblandt Danmark.  

Ligesom Facebook har LinkedIn annonceringsmuligheder, selvom Facebook er i en liga for sig selv, når det kommer til annoncering. Men LinkedIn har udviklet meget på sine annonceringsmuligheder, siden de blev købt af Microsoft, og kan nu også tilbyde bl.a. remarketing, hvor du kan målrette annoncer til folk, som allerede har besøgt din hjemmeside.

En fordel ved at annoncere på LinkedIn er, at platformen ikke er så overfyldt med annoncer som på Facebook. Det resulterer i bedre chancer for, at du når ud til din målgruppe. Derfor bør du ikke ignorere annoncering på LinkedIn, da den har meget potentiale i sig.

 

Skal vi hjælpe dig?

Vi håber, at du har fået et overblik over fordelene og ulemperne ved de forskellige platforme. Er du stadig i tvivl om hvilke social media platforme, der passer bedst til din virksomhed, er du velkommen til at kontakte Vestjysk Marketing. Vi hjælper gerne med input til valg af relevante social media platforme og inspiration til opslag. Derudover er vi også klar til at opsætte og stå for driften af dine social media sider. Vi glæder os til at høre fra dig.